Nu venter der en weekend der er længe ventet, aldrig har en uge været så lang som denne uge 45, allerede mandag morgen var jeg træt, tirsdag lige så, onsdag midtvejs der lyste det forude, neonskiltet med weekend blinkende, lokkende og snart snart hviskede det i mit øre. Så kom torsdagen, den var slem, i nat vågnede jeg kl 01.50 med en dundrende hovedpine, det gjorde så ondt at jeg ikke en gang orkede at kalde på manden, så han kunne komme med et par panodiler og et glas vand. Lå bare der og lå og ventede på at søvnen skulle indfinde sig, den kom og straks var jeg i mit livs mareridt, pittbull terrier der jagtede mig og mopsen... så skønt da vækkeuret ringede og bad mig stå op, ikke spor udsovet, hovedpinen var der stadig, men væk fra mareridtet. Af sted på job, ingen energi overhovedet bare vente på at klokken faldt i slag så jeg kunne tillade mig at køre hjem... hjem til strikketøjet et halsrør fra denne uges Hendes Verden... strikket i et billigt med udmærket uldgarn fra Netto.
Skulle lige ud i haven og mærke efter medens Treoen opløses i et glas vand, der er stadig blomster derude. Løvemund står endnu og gaber mod lyset.
Den gamle lyserøde mosrose blomstre stadig trofast, elsker dens farve og dens fylde, den er en overlever, har snart tyve møjsommelige år på stativet, har klaret at blive trampet på, blive bøjet af hårde og ufølsomme håndværker næver, trofat er den vokset op i lyset igen, og trofast blomstrer den lige indtil nattefrosten for alvor bider sig fast i den
Kæmpe verbenaen er mandshøj og lyser op, smider sine frø og kommer op alle vegne næste sæson... glæder mig allerede.
